|
Smerter under og omkring knæskallen
Hvad vil det sige at have smerter under og omkring
knæskallen?
Som ortopædkirurg ser man utrolig mange patienter, både
idrætsfolk og ikke idrætsfolk, der klager over smerter under knæskallen
eller i området omkring knæskallen.
Ofte kan de ikke henføre smerterne til noget bestemt uheld,
men de kan tit angive aktiviteter, der forværrer generne. Det kunne være
trappegang og lignende.
Herunder kan du læse om Chondromalacia patellae, smerter på
undersiden af knæet, Jumpers Knee og hævet / irriteret slimsæk.
Smerter på undersiden af knæet
Smerter på undersiden af knæskallen
En af de lidelser, der klages mest over, er smerter på
undersiden af knæskallen.
Tilstanden kaldes Chondromalacia patellae som betyder, at der
er en blødhed af brusken på bagsiden af knæskallen. Lidelsen indgår også i
det syndrom, der kaldes Femoro-pattelare smertesyndrom. Navnet på denne
lidelse antyder, at smerterne sidder mellem knæskallen (patella) og
lårbensknoglen (femur).
Lidelsen kan begynde i teenageårene og vare frem til midt i
tyverne, for så at aftage med alderen.
Hvordan føles det?
Smerter ved aktiviteter med bøjet knæ. Smerter ved
længere tid i hugstilling.
Typisk forværres disse smerter ved aktiviteter, der kræver
bøjning af knæet samtidig med belastning af den forreste lårbensmuskel (den
firehovedede knæstrækker). Det kan være ved trappegang, eller hvis man skal
rejse sig fra hugsiddende stilling. Der kan også være gener, hvis man skal
sidde med knæet bøjet i lang tid for eksempel i biografen, ved bilkørsel og
så videre.
-
Smerterne kan vare ved efter træning.
-
Der er sjældent hævelse af knæet.
Hvis man for eksempel har belastet knæet meget ved træning
eller lignende, kan smerterne godt vare ved nogen tid efter man har trænet.
Hvad skyldes det?
Den præcise årsag til smerter udløst fra brusken kendes
ikke. Der er nok ikke nogen tvivl om, at fejlstilling enten i muskler, sener
eller knogler kan være medvirkende årsag. Men i mange tilfælde kan man ikke
sikkert påvise sådanne fejlstillinger.
Hvordan stilles diagnosen?
Sygehistorien er ret typisk og vigtig for at stille diagnosen.
Derudover stiller lægen diagnosen ved blandt andet at bevæge knæskallen og
se, om det gør ondt, når man presser knæskallen ned mod
lårbenet.
Endvidere undersøges om benet bøjer og strækker ordentligt,
og om der er lidelser i benet i øvrigt.
Man kan ikke se selve lidelsen på et
røntgenbillede, men man kan
eventuelt udelukke nogle andre årsager til problemet.
Ved en
kikkertundersøgelse af knæet
(artroskopi) kan man se brusken. Men hvis lægen er sikker på diagnosen, skal
man ikke foretage kikkertundersøgelsen. Dels kan man ikke bedre lidelsen ved
det, og dels er der en lille risiko for, at det bliver værre.
Hvad kan man gøre?
I en del tilfælde går smerterne over af sig selv med tiden
(nogle år) eller ved at mindske belastningsmængden.
De fleste bliver smertefri ved hvile, men smerterne kommer
ofte igen ved fornyet aktivitet.
-
Man kan i en kort periode få noget
inflammationsdæmpende medicin af sin
læge.
-
Man kan også købe nogle knæbandager, der er specielt
beregnet til dette problem. De hjælper ved at holde knæskallen på plads og
eventuelt trække den lidt mod midten ved belastning.
-
Det allervigtigste er nok, at man gennemgår et
træningsprogram. Dette går ud på at øge styrken i lårmusklerne og
derigennem nedsætte/ændre belastningen på knæskallen.
I starten vil det nok være det bedste at træne under
vejledning af en fysioterapeut.
Derefter skal man sørge for selv at holde træningen ved
lige. Der kan godt gå nogle måneder med træning, inden man mærker effekt.
Så man skal ikke give op efter få uger, hvis der ikke er nogen fremgang at
spore.
Endvidere er der nogle leveregler, som kan mindske
symptomerne:
-
Sid så vidt muligt med udstrakt knæ.
-
Undgå unødig trappegang.
-
Sæt cykelsadlen så højt som muligt.
Hvad er Jumpers knee/springerknæ?
Denne lidelse rammer især folk, der dyrker idræt hvori der
indgår spring, men den kan principielt ramme alle idrætsudøvere.
Jumpers knee er en bristning af en lille del af den sene, der
går fra knæskallen og ned på skinnebenet. Skaden sker som regel helt tæt
på knæskallen og føles ofte, som om den sidder på den nederste kant af
knæskallen.
Hvad er de typiske symptomer?
Der kan være smerter eller ubehag hele tiden, men der vil
især være smerter ved knæbøjning/strækning med belastning. Smerten kommer
især ved knæbøjning/stræk belastning.
I starten er der måske kun let ømhed/smerter i slutningen
af eller efter et træningspas.
Men hvis ikke man holder pause, når man mærker de første
symptomer, kommer smerten tidligere og tidligere i træningen for til sidst at
blive kronisk. Skaden kan så blive langvarig.
Hvad kan man gøre?
-
Man skal holde pause, indtil man kan bruge benet smertefrit.
-
Man kan eventuelt få noget inflammationsdæmpende medicin
via egen læge og supplere med lokal varmebehandling.
-
Opstarten efter skaden skal være forsigtig. Hvis man mærker
smerte, skal man stoppe træningen.
-
Det kan i sjældne tilfælde være nødvendigt at operere for
at fjerne irriteret væv / arvæv.
Der kan i sjældne tilfælde komme tilsvarende skade ved den
øverste kant af knæskallen. Her drejer det sig så om bristninger i den
nederste del af den firehovede knæstrækker. Behandling og forholdsregler er
de samme.
Hvordan stilles diagnosen?
-
Lægen kan som regel stille diagnosen bare ved en almindelig
undersøgelse.
-
Ved tvivlstilfælde kan man bruge en
ultralydundersøgelse for at
undersøge senen for større skader.
-
Røntgenfotografering er sjældent
nødvendig.
Hvad er en hævet/irriteret slimsæk?
Slimsækkene sidder omkring flere led
Omkring knæleddet findes flere slimsække. Det er nogle små
poser eller lommer, der er dannet af noget slimhinde. Inde i disse er der så
en tyktflydende væske.
Formålet med disse slimsække er primært at beskytte knæet.
Der sidder blandt andet en stor slimsæk lige foran knæskallen.
Normalt kan man ikke se eller mærke disse slimsække. Ved
gentagen belastning for eksempel ved knæliggende arbejde eller ved slag mod
knæet, kan der komme hævelse af en slimsæk. Dette kan i nogle tilfælde
medføre, at slimsækken hæver op, og der kommer rødme og ømhed. Det kan
faktisk ligne en regulær infektion. Tilstanden kaldes en 'bursit' eller
'bursitis'.
Den skal ikke behandles med antibiotika. Behandlingen er i
stedet hvile, eventuelt kortvarig immobilisering med gips eller skinne samt
inflammationsdæmpende medicin.
I andre situationer kan der komme problemer med
tilbagevendende let hævelse / ømhed efter idræt .
Hvad kan man gøre?
Man kan som regel klare sig med aflastning / medicin, men i
sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne slimsækken.
Læs om andre årsager til smerter i knæet:
|