Hvad er kræft i blæren?

Kræft i blæren er resultatet af forandringer i urinblærens slimhindeceller forårsaget af påvirkning af cellernes arvemasse (DNA).

Kræft i blæren opstår hyppigst i alderen 60-79 år, gennemsnitligt i 70 års alderen. Sygdommen er tre gange så hyppig blandt mænd som blandt kvinder. Hos mænd er blærekræft den tredje hyppigste kræftsygdom (hudkræft undtaget), kun overgået af lungekræft og kræft i blærehalskirtlen (prostatakræft). Der konstateres i alt cirka 1600 nye tilfælde af blæresvulster om året i Danmark.

Hvorfor får man kræft i blæren?

Årsagen til blærekræft er i de fleste tilfælde faktorer udenfor organismen.

Rygning og nogle kræftfremkaldende stoffer, som for eksempel aromatiske aminer og kemikalier, som anvendes i industrien og i visse andre erhverv, kan medføre blærekræft.

I Danmark mener man, at cirka 50 procent af blærekræfttilfældene er forårsaget af tobaksrygning, og at cirka 10 procent er erhvervsmæssigt betinget.

I troperne er blærekræft ofte forårsaget af den udbredte sygdom Bilharziose, som skyldes en lille mikroorganisme, der slår sig ned i blæren.

Hvordan føles kræft i blæren?

Blod i urinen er almindeligvis det første tegn på sygdommen. Det kan dreje sig om synligt blod eller være så lidt, at det kun kan konstateres i et mikroskop ved en urinundersøgelse hos lægen.

Der behøver ikke konstant være blod i urinen. Der vil således ofte være perioder, hvor der overhovedet ikke er blod i urinen. Man bør derfor ikke slå sig til tåls med at symptomet er, gået over af sig selv, bare fordi man ikke har blod i urinen konstant.

Der kan være hyppig vandladning, svie og smerter over skambenet nøjagtig som ved en almindelig blærebetændelse.

Hvordan stiller lægen diagnosen kræft i blæren?

Hvis du har blod i urinen eller har haft irritation fra blæren uden kendt årsag, bør du undersøges af din læge. Din egen læge kan ikke selv afgøre, om du har kræft i urinblæren. Dette kræver en række særlige undersøgelser, som kun kan gøres på hospitalet.

Ved mistanke om en svulst i blæren skal der foretages en såkaldt cystoskopi, hvor lægen kigger op i blæren via et instrument (et cystoskop) som indføres gennem urinrøret. Derudover skal der foretages en røntgenundersøgelse af hele urinvejssystemet ved en såkaldt urografi. Derudover vil din urin blive undersøgt for kræftceller i et mikroskop.

Når diagnosen er stillet og det er afklaret hvor udbredt sygdommen er, bliver der taget stilling til, hvilken behandling der kan tilbydes.

Hvordan behandles kræft i blæren?

Hos cirka halvdelen af patienterne viser undersøgelserne, at det drejer sig om en overfladisk svulst, som kaldes en godartet blæresvulst. Denne svulst fjernes kirurgisk via cystoskopet. Efter et sådant indgreb vil cirka halvdelen af patienterne aldrig få en ny blæresvulst, cirka 40 procent vil få en fornyet overfladisk blæresvulst, mens kun cirka 10 procent vil udvikle en decideret kræftsvulst i blæren.

Hos den anden halvdel af patienterne drejer det sig fra starten om en decideret kræftsvulst, dvs. en svulst som enten vokser ned i bindevævet eller muligvis igennem blærevæggens muskellag.

Hvis svulsten kun vokser ned i bindevævet, består behandlingen almindeligvis af kirurgisk fjernelse via cystoskopet. En del patienter vil få nye tilsvarende svulster i blæren som igen kan fjernes. Nogle patienter vil dog fra starten eller senere i forløbet have behov for en større operation (cystisk tomi).

Hvis svulsten vokser ned i muskellaget, er det nødvendigt med en større operation (en cystektomi). Ved denne operation bortopereres urinblæren, og urinlederne føres via et stykke frigjort tyndtarm til en åbning i huden i nærheden af navlen. I nogle tilfælde er det i stedet muligt at forbinde tarmstykket til urinrøret, hvilket betyder, at urinen kan lades på almindelig vis. Hvis det ikke er muligt at foretage en cystektomi, eller såfremt patienten ikke ønsker at gennemføre denne operation, kan der i stedet gives strålebehandling.

Hvis sygdommen har spredt sig til for eksempel lymfeknuder i bughulen eller til andre organer, kan der eventuelt tilbydes kemoterapi. Denne behandling kan medføre symptomlindring og levetidsforlængelse, og i nogle tilfælde også helbredelse. Der vil derudover kunne tilbydes symptomlindrende strålebehandling