Danmarks uafhængige lægetjeneste
Motion og kræft
Af Henrik  Duer, cand.scient. i humanfysiologi og Tim  Herbst, cand.scient. i humanfysiologi

Kræft er fællesbetegnelsen for en lang række sygdomme, der er karakteriseret ved, at nogle af kroppens celler vokser uden kontrol og formål. Kræft er ikke én, men mange forskellige sygdomme. Der findes mere end 200 forskellige kræftformer.

Kan motion forebygge kræft?

De fleste former for kræft opstår, uden at man kender årsagen. Derfor ved man heller ikke rigtig, hvordan de kan forebygges. Alligevel kender man visse generelle årsagssammenhænge, som har dannet grundlag for gængse råd som ryg ikke, drik alkohol med måde, spis rigeligt med frugt, grønt og kornprodukter, dyrk sol med måde og så videre. Men motion indgår ikke på listen. Som følge af fysisk aktivitets potentiale i forebyggelsen af kræft, er motion og kræft blevet et varmt emne. De nuværende undersøgelser peger på, at motion skal med på listen over kræftforebyggende muligheder.

Brystkræft og motion

Undersøgelser viser, at fysisk aktivitet hos kvinder, som endnu ikke har nået overgangsalderen, kan nedsætte risikoen for brystkræft med over 30 procent. Træningen ser ud til at have stor effekt, uanset om den er moderat eller hård. Årsagen er formentlig, at mængden af østrogen, som kvindernes æggestokke producerer, kan reduceres ved regelmæssig motion. Det betyder, at den totale mængde østrogen, som kvinder udsættes for, bliver nedsat, hvilket tiltænkes at nedsætte risikoen for udvikling af brystkræft. Selv om man først begynder, at dyrke motion senere i livet, indikerer undersøgelser, at man stadig kan få en effekt af motionen. Men der mangler flere undersøgelser, før det endeligt kan konkluderes, om motion kan bruges som forebyggelse af brystkræft.

Tyktarmskræft (coloncancer) og motion

Når man dyrker regelmæssig fysisk aktivitet, vil den tid, det tager maden at passere gennem mave-tarmsystemet, nedsættes. Den tid, som eventuelle kræftfremkaldende stoffer opholder sig i mave-tarmsystemet, bliver derved mindre. På den måde mindskes muligheden for at disse stoffer gør skade. Dette kan være forklaringen på, hvorfor risikoen for tyktarmskræft er mindre, jo mere fysisk aktiv man er.

Overvægt og kræft

Energibalancen afgør, om vi taber os eller tager på i vægt. Indtager man mere energi, end man forbruger over lang tid, vil det resultere i overvægt. Fedme er forbundet med en stor risiko for kræft. Om det er mangel på motion eller overflod af mad, som resulterer i den øgede risiko, er uvist. Men helt sikkert er det, at motion kan bidrage til et fedttab og derigennem reducere den risiko, som fedme medfører.

Andre kræfttyper

Selv om ikke alle undersøgelser stemmer overens, er der befolkningsundersøgelser, som har demonstreret en nedsat risiko for lunge- og prostatakræft, hvis man dyrker regelmæssig motion. Manglen på undersøgelser gør, at der endnu ikke kan siges noget om sammenhængen mellem motion og andre kræftsygdomme som eksempelvis nyre-, hjerne- og testikelkræft.

Hvilken type motion er så bedst?

Indtil videre er det heller ikke velundersøgt, hvilken type motion, der er bedst. Motion af moderat karakter er anbefalelsesværdig, da denne type af motion fremmer immunforsvaret. Forbedringen af immunforsvaret menes at være delvist ansvarlig for motions forebyggende effekt på nogle kræftsygdomme. Regelmæssig, langvarig træning med høj intensitet kan derimod virke negativt på immunforsvaret og samtidig øge mængden af de frie radikaler. Dette gør teoretisk set denne motionsform mindre tilrådelig i forhold til motion af moderat karakter.

Fysisk aktivitet og kræftpatienter

For de fleste kræftpatienter er tab af kropsvægt og funktionsevne blandt de mere alvorlige følger af sygdommen. Fysisk aktivitet og rigtig kost kan være med til at minimere tabet af muskelmasse og kondition. Dette medfører også en positiv psykologisk effekt, idet livskvaliteten forbedres som følge af en større fysisk uafhængighed og formåen.

Links

Ønsker man yderligere oplysninger om forebyggelse af kræft, henvises til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, hvor der blandt andet findes bearbejde udgaver af artikler fra Ugeskrift for Læger: http://cancer.dk/Alt+om+kraeft/til+sundhedspersonale/ugeskrift+for+laeger/ugeskrift+art+forebyg.asp


Kilder
Exercise decreases breast cancer risk. Eur. J. Cancer. 36 (6): 685-686, 2000.

The role of exercise in the prevention and treatment of cancer. Oncology 11(8): 1104, 1997

Gerber M & Corpet. Energy balance and cancer. Eur. J Cancer Prev. 8 (2): 77-90, 1999.

Mcardle WD, Katch FI & Katch VL. Exercise physiology. 4. Ed.


Sidst opdateret: 13.08.2000


GENVEJE: Babyklub | Fagbogen | KVIT.DK
LEKSIKON: Sygdomme | Medicin | Symptomer | Sundhed | Undersøgelser
EMNER: Forkølelse | Hjerte og blod | Inkontinens | Kræft | Kvinder | Mave og tarm | Søvn | Vitaminer | Øret | ALLE EMNER
DEBAT OG STøTTE: Debat | Patientforeninger
SERVICE: Spørg lægen | Test dig selv | Vagtlægen
INFORMATION: Kontakt NetDoktor | Om NetDoktor | ND i andre lande | Annoncørinfo
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller behandling af uddannet og godkendt læge. Indholdet på NetDoktor.dk må ikke og kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Brugerbetingelser: Vigtige juridiske informationer - Læs også NetDoktors fortrolighedspolitik.

The documents contained in this web site are presented for information purposes only. The material is in no way intended to replace professional medical care or attention by a qualified practitioner. The materials in this web site cannot and should not be used as a basis for diagnosis or choice of treatment. Click here - Conditions for use - Important legal information.

© Copyright 1998-2003 NetDoktor.dk - All rights reserved
NetDoktor.dk is a trademark