|
Løbesko - et vigtigt valg
Under løbeturen skal foden og skoen virke som en
funktionel enhed. Det vil sige, at løbeskoen skal beskytte
og støtte foden samtidig med, at den tillader fodens
naturlige bevægelser, især når foden rammer jorden eller
sætter af, samt i den periode hvor foden bærer hele kroppens
vægt. Menneskers fødder og løbestil er forskellige, og
derfor findes der mange forskellige typer af løbesko at
vælge imellem. Da det ofte kan være svært at finde den
optimale løbesko, kan det være en god idé at sætte sig lidt
ind i emnet først samt at købe sko i de butikker, hvor der
er kvalificeret rådgivning.
Her er nogle af de spørgsmål, det kan være en hjælp
at have styr på, når man skal købe løbesko.
Hvilket underlag vil du løbe på?
Det underlag, man skal løbe på, har betydning for den
type af sko, som man bør købe.
-
Har du tænkt dig overvejende at løbe på fortovet,
belastes overdelen på skoen ikke synderligt, og
sålen kan nøjes med at være beklædt med gummi dér,
hvor den får kontakt med underlaget.
-
Vil du løbe på beskidte veje eller stier, bør
overdelen være mere holdbar, og sålen bør være helt
beklædt med gummi for at forhindre ødelæggelse af
mellemsålen (materialet mellem ydersålen og din
fod). Sko, der er velegnede til stier, har desuden ofte
brede og dybe riller i sålen for bedre
kontaktsikkerhed med underlaget.
-
Til løb på hårde underlag anbefales ofte sko med
meget støddæmpning. Det er dog et dilemma, at en
øget støddæmpning i form af mere eller blødere
sålmateriale i hælen nedsætter stabiliteten af den
enhed, som skoen og foden udgør i løbets vægtbærende
faser. Det kan være et problem, hvis man løber i
ujævnt terræn, eller hvis man har svage ankler og
ofte vrikker om.
Hvor tit, hvor langt og hvor hurtigt vil du løbe?
Man skal overveje om man vil satse på en sko, der
holder længe eller en sko, der er let. En sko, der holder
længe har typisk en mellemsål af polyurethan (PU), der er
et hårdere materiale end ethylen vinyl acetat (EVA), der
typisk anvendes i lette løbesko. Løber man lange seje ture
for blot at holde sig i form, er skoens vægt normalt ikke
et problem. De lette sko kan dog være en fordel, hvis man
satser på at løbe hurtigt. Pris og kvalitet hænger
erfaringsmæssigt sammen. Find derfor et økonomisk niveau,
der modsvarer dine ambitioner.
Hvilken type fod har du?
Kendskab til din fodtype vil sikre, at du får et par
sko, der passer til dine fødders form og til de
biomekaniske behov, som du har under dine løbeture.
Fødder inddeles traditionelt i de tre mest
almindelige fodtyper: Normal, platfod (fladfod) og hulfod.
En måde at bestemme din fodtype på er at gøre dine fødder
våde og studere fodaftrykket på gulvet (The Wet Test).
 |
|
-
Den normale fodtype: Når foden er sat i
underlaget under løb, vil den normale fod herefter
oftest rulle lidt indad (pronere) for at absorbere
stødet. Løbere med en normal fod og normal vægt
regnes for at være biomekanisk effektive og anbefales en
løbesko, der yder stabilitet med moderat kontrol af
fodbevægelsen. Dette kan typisk være en sko opbygget
af en midtsål med to forskellige densiteter (hårdhed)
bygget over en let buet skolæst.Tunge løbere kan
erfaringsmæssigt nyde godt af mere kontrol af
fodbevægelsen samt mere holdbart sålmateriale. Disse
løbere kan med fordel benytte de sko, der anbefales
til den flade fodtype.
-
Den flade fodtype: Når løbere med den
flade fodtype sætter foden i underlaget, vil den
efterfølgende indadrullende fodbevægelse (pronation)
ofte blive overdrevet (overpronation), hvilket
medfører, at underbenet indaddrejes mere end ved løb med
normal fodtype, og det menes at være årsag til mange
af de overbelastningsskader, der rammer personer med
den flade fodtype. De typiske overbelastningsskader er
irritation af svangen, akillessenen, skinnebenet og
knæet (løberknæ). Løbere med flad fod bør benytte
såkaldte pronationshæmmende sko, der ofte indeholder
stift materiale eller en kile langs indersiden af
skoen bygget over en læst, der er lige langs med
indersiden af skoen.
-
Den hule fodtype: Den hule fod vil
sjældent pronere optimalt (underpronation), når
foden sættes i underlaget under løb, og vil således
ikke virke som en effektiv støddæmper. De bedste sko til
denne fodtype er erfaringsmæssigt meget støddæmpende sko
med masser af fleksibilitet i sålen.
Andre gode råd
Kig på dine gamle sko. Skotypen og slidmærkerne på
sålen kan fortælle dig lidt om, hvordan du løber. Tag dem
eventuelt med ned til ekspedienten i butikken, når du
køber nye. Har butikken mulighed for at foretage en
løbetest, så benyt dig af tilbuddet. Hold den ønskede
løbesko mellem hænderne. Pres hælen og tåen mod hinanden
så skoen bøjer. Skoen bør ikke bøje på midten, men derimod
bøje i forfoden, ligesom under naturligt fodafsæt. Sålens
opbygning og farver giver en indikation af, hvad skoen er
god til. De farvede felter i sålen har oftest forskellig
densitet (hårdhed) og bruges typisk til at stabilisere en
løbesko, og der kan endda være monteret plastickiler ind i
siden eller i bunden af pronationsskoene.
Prøv løbeskoen i butikken. Den skal sidde fast til
foden uden at stramme og efterlade en en halv til en
centimeter friplads fremme i skoen, idet foden forlænges,
når den alene bærer din kropsvægt under løb. Skoen skal
føles stabil, når du småløber i den, og der må ikke være
materiale eller syninger, der gnaver din fod. Din
akillessene bag på hælen må heller ikke blive generet, men
skal have lov til at bevæge sig frit.
Husk: Løbesko er designet til løb og kan ud fra et
biomekanisk synspunkt oftest ikke anbefales til at gå i.
Gang kræver en mere afrundet, smallere og fladere skosål
end løbesko, idet vinklen og kraften, hvormed foden sættes
i jorden er forskellig under løb og gang.
God løbelyst!
|