|
Ordet styrketræning forbindes ofte med store
muskelsvulmende fyre i meget små badebukser. Men ved et
kig rundt i de fleste af Danmarks motions- eller
fitnesscentre vil man opdage, at langt størstedelen af dem,
som træner, er ganske almindelige mennesker. Efterhånden
er det begyndt at blive en folkesport at styrketræne. Det
er let at komme i gang og alle, unge som gamle, har stor
gavn af alle de fordele, som styrketræning giver.
Styrketræning
En times træning cirka hver tredje dag er rigeligt
til at give resultater, der tilfredsstiller de fleste i
form af en øget styrke og
muskelmasse. Har man store ambitioner med sin træning, kan
træningsmængden øges. For at dyrke styrketræning, er det
ikke nødvendigt at jonglere med vægtskiver og stænger. De
fleste motionscentre har styrketræningsmaskiner, som gør
træningen lettere og mere sikker.
Fysiske fordele
Et af de vigtigste argumenter for at dyrke
styrketræning er de helbredsmæssige fordele, som følger i
kølvandet på træningen. Øget muskel- og knoglestyrke,
nedsat risiko for type-2 diabetes og overvægt er nogle af
de vigtigste kvaliteter, styrketræning kan medføre. Især
ældres funktionsevne og dermed livskvalitet kan ændres
markant ved påbegyndelse af styrketræning. Og det er
aldrig for sent at komme i gang. Ældre kan opnå
fremskridt, som i princippet gør dem mange år yngre. Det
kvindelige køn skal ikke være bange for at få for store
muskler. At opbygge muskelmasse er en meget langsommelig
proces, så man kan sagtens nå at stoppe i god tid.
Træningen skal følge den røde tråd
Træningen skal være planlagt og systematiseret for at
være optimal. Det kræver, at der trænes efter et program,
og at de gængse træningsprincipper følges. Mange
motionscentre har af samme årsag uddannede instruktører
ansat, som kan sætte én i gang og hjælpe med at tilpasse
programmet, efterhånden som man bliver mere trænet. Vil man
gerne ofre lidt ekstra, kan man hyre en personlig træner.
Han/hun sørger for, at man får lidt mere ud af træningen
og spiser den rette kost. En personlig træner har som
regel lidt mere uddannelse end den almindelige instruktør.
Styrketræning - et vigtigt supplement til
idrætsudøveren
Idrætsudøvere kan også have gavn af styrketræning, da
den kan øge deres hurtighed, vel at mærke hvis de rigtige
træningsprincipper benyttes. Ydermere kan den generelle
risiko for skader nedsættes betydeligt. For idrætsudøvere
er det som regel mere optimalt at træne med de frie vægte,
da man ved denne form har lettere ved at få overført styrken
og hurtigheden til den virkelige verden.
Udgifter
Styrketræning kræver ikke noget specialudstyr. De
eneste rigtige udgifter er kontingentet til
motionscentret, og det kan svinge fra cirka 100 kroner til
400 kroner per måned, alt afhængig af centrets udstyr,
beliggenhed og navn. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng
mellem pris og kvalitet. De fleste centre har forskellige
kontingenter, som eksempelvis klippekort og PBS-løsninger.
Kontingent giver som regel også mulighed for adgang til
motionscentrets aerobictimer.
Overvejer man at gøre brug af en personlig træner, skal
man vide, at de fleste koster 300 til 500 kroner i timen.
Læs mere hos Dansk bodybuilding
og fittness forbund.
|